Fire Fakta-butikker på stribe i Vestjylland har haft indbrud i nat
Det fortæller TV SYD .
Mandskab og hunde fra tre politikredse har i nat deltaget i jagten på den eller de tyve, der stod bag de fire indbrud - men endnu er politiet uden spor i sagen.
Det første indbrud fandt sted mod Fakta i Skjern, der ligger i Midt- og Vestjyllands Politikreds. næste indbrud gik ud over Fakta i Nr. Nebel, hvor alarmen gik klokken 02.17.
Her blev butikkens indgangsdør brudt op og tyvene samlede hurtigt nogle varer sammen og fortsatte indbruds-turneen til Fakta på Nrd. Boulevard i Varde, hvor de brød ind og brækkede forretningens paysafe-boks op. Det er en boks, som i en række Fakta-butikker håndterer kundernes betaling og byttepenge for at beskytte mod røverier.
I Varde blev tyveri-alarmen aktiveret klokken 02.35 - og 28 minutter senere gentog seancen fra Varde sig i Fakta-butikken i Holsted, hvor paysafe-boksen også blev brudt op.
- Vi er stærkt interesserede i at høre fra borgere, der har set noget i de berørte byer og landevejene i nat, siger vagtchef Erik Lindholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi, fredag morgen til TV SYD.
Indbrudsrækken i Fakta-butikkerne stoppede i Holsted - men Sydøstjyllands Politi var alarmeret og øgede patruljeringen i de byer, der huser Fakta-butikker i den vestlige del af politikredsen, oplyser vagtchef Henrik Dam til TV SYD.
Hvor stort et udbytte nattrens tyvetogt har givet, har politiet endnu ikke noget bud på.